I starten af fangelejrens levetid var der kun få dødsfald blandt de indsatte, til trods for den begrænsede mad og medicin døde der kun i gennemsnit 3 personer per måned. Mod slutningen af krigen blev det dog klart for de ledende japanske officerer, at de næppe ville kunne slå et fangeoprør ned efterhånden som de japanske resourcer blev reduceret. Man valgte derfor at reducere mad rationerne for at svække krigsfangerne. I 1945 var de allierede så tæt på, så man var bekymret for at de ville befri fangerne, man flyttede dem derfor 250 kilometer ind i landet til Ranau. Fangerne blev flyttet under dødsmarcherne. Det var 250 kilometer til fods gennem ugæstfrit og uvejsomt terræn. Marcherne foregik af nogle omgange, på den første march kom 313 ud af 470 fanger frem, men på den sidste march kom kun 118 ud af 570 fanger frem til Ranau i live. I lejren i Ranau, blev de overlevende udsultet og de få som ikke døde af sult og sygdom blev likvideret i slutningen af krigen. Ud af 2.400 allierede fanger var der 6 som overlevede, idet det lykkedes dem at flygte fra dødsmarcherne og få hjælp af de lokale i Borneos jungle.
