Solnedgangen

Set fra vandrehjemmet, går solen ned bag ved toppen af Mount Kinabalu, så man kan ikke se selve solen under solnedgangen. Det kan alligevel være smukt, når skyerne bliver oplyst af den nedgående sol. Den dag vi var der befandt vi os over det meste af skydækket ved solnedgang, så vi kunne se vidt omkring. De høje skyer som rager op er tordenskyer og man kunne tydeligt se lynene i det fjerne, nogle gange glimtede skyen bare når det lynede inde i den, andre gange kunne man tydeligt se zig-zag lynene omkring skyerne.

På vandrehjemmet bliver aftensmaden allerede serveret klokken 17.00 og de fleste går i seng ved solnedgang omkring kl. 18.00. Dels har man arbejdet hårdt hele dagen, så man er faktisk ganske træt og falder nemt i søvn, men man skal også allerede op kl. 1.30 for at kunne vandre mod toppen kl. 2.00. Dette er nødvendigt, hvis man skal have en chance for at se solopgangen på toppen.