Forrige

Cairo

Cairo er en stor og støvet by og attraktionerne ligger lidt spredt. Man kan ikke bare gå fra Tahrir pladsen til moskeerne eller Citadellet. Byen kaldes også mellemøstens Paris, det er dog ikke det indtryk man får af det nutidige Cairo.

Hovedattraktionen er de store pyramider ved Giza bygget for 4500 år siden på Nilens vestlige bred. Det er imponerende hvor rigt området omkring Nilen må have været dengang når man havde råd til at bygge sådanne bygningsværker.

Har man tiden til en tur lidt længere udenfor Cairo, så bør man tage til Memphis og pyramiderne ved Sakkhar. Pyramiderne der er ældre og ikke lige så store som dem ved Giza, men de er meget interessante og så er der ikke så mange turister (og dermed heller ikke så mange krejlere) som man finder ved Giza.