Toppen af Mount Kinabalu en time efter solopgang. Vandreturen fra lodgen og op til toppen er egentlig ikke så vanskelig, men det kræver lidt udholdenhed. Man er stået op midt om natten, hvilket man jo ikke er vant til, man har formentlig lidt trætte ben efter gårsdagens vandring, det kan være ret koldt og blæsende tæt ved toppen og endelig så kan højdesygen begynde at sætte ind. Det er meget sjældent at den bliver alvorligt højdesyg, når man har overnattet i 3.000 meter og så på 4-5 timer går op til 4.100 meter inden man vender om og går ned igen. Man kan dog opleve de milde symptomer, som kvalme og hovedpine.
Selve vandreturen er ikke så vanskelig, har man et par gode vandre sko står man rigtigt godt fast på granitten, selv når den bliver våd. Der ligger desuden er tykt reb hele vejen op til toppen, som man kan holde fast i hvis man har behov for det. Der er dog kun et sted, hvor stigningen kortvarigt er så stejl, så man har behov for at holde fast i rebet for at trække sig selv op. Det meste af vejen er granitten jævn og lige til at vandre på som forrest i billedet. Det sidste få hundrede højdemeter er det dog en rodet affære, idet man kravler rundt mellem nogle kæmpestore granitblokke. Man kan lige sige enkelte vandrere som går rundt mellem blokkene.
