Der er masser af forskellige eksotiske fugle på Galapagos øerne. Mange af dem er det nemt at komme tæt på. De fleste dyr på Galapagos øerne har ikke haft nogle naturlige fjender, de har derfor over tid glemt at være bange for andre dyr og mennesker. Det betyder, at man kan komme helt tæt på dem, uden at de begynder at flytte sig.

For at reducere påvirkningen på dyrelivet fra turister kan man ikke gå frit omkring på øerne. Der er kun få steder, hvor man kan færdes uden en autoriseret guide og man må kun gå i land på øerne på udvalgte besøgssteder. På besøgsstederne må man kun færdes inden for de afmærkede stier. Man skal dog ikke være så bekymret for ikke at komme tæt på fuglene, for der skal nok være nogen, som synes, at det bedste sted at bygge rede er lige midt på stien.