Malaysia er delt i to dele som er ret forskellige, på Borneo er der vidunderlig natur og tyndt befolket, mens der på fastlandsmalaysia er mange mennesker, storbyer og flere historiske byer. Både på Borneo og langs fastlandskysterne er der rige muligheder for afslappende strandferier.
På Borneo er nogle af højdepunkterne at se orangutanerne ved Sandakan, et besøg langs Kinabatangan floden og bestigning af Mount Kinabalu. Endelig bør man besøge nogle af de mange interessante grotter som ligger spredt ud over Borneo. Desværre er nogle af dem lidt vanskelige at komme frem til, men de er besøget værd!
På fastlandsmalaysia er hovedstaden Kuala Lumpur et besøg værd. Desuden ligger der en række historiske byer fra kolonitiden, for eksempel Melaka. Der ligger også store nationalparker, som Taman Negara på fastlandsmalaysia, men de er slet ikke lige så interessante som naturen på Borneo. Efter at have rejst i den varme fugtige luft er et besøg ved te plantagerne behageligt, med kølige nætter og dagstemperaturer som på en god dansk sommerdag.
Jeg besøgte Malaysia under to måneders rejse i sydøstasien i 2008, jeg startede på det østlige Borneo i Sandakan og rejse gennem Sabah provinsen og Brunei. Vi fløj til Singapore og rejste så op gennem fastlandsmalaysia, hvorfra vi fortsatte op gennem Thailand til Laos. Jeg tilbragte i alt lidt under en måned i Malaysia.